Klimaet er på mange virksomheders agenda, og mange tilslutter sig beskrivelsen af, at vi står over for en klimakrise. Samtidig ser mange virksomheder en god forretning i at blive vurderet til at være klimavenlige.
En mere klimavenlig profil udadtil kan have betydning for virksomheden, såvel i direkte omkostningsbesparelser gennem nedsat energi- eller ressourceforbrug, men også mere grønne produkter som øger konkurrenceevnen og ikke mindst i relation til en af tidens største udfordringer for mange virksomheder nemlig tiltrækning af medarbejdere, der værdsætter en grøn profil på et trængt arbejdsmarked.
Hvad er Greenwashing?
I lyset af ovenstående vil virksomhederne have et stort behov for klarhed omkring, hvordan de må kommunikere omkring deres klima- og miljøpåvirkning.
Som led i Forbrugerombudsmandens løbende indsats mod vildledende miljømarkedsføring har forbrugerombudsmanden også intensiveret sit tilsyn med netop greenwashing.
Greenwashing er, når en virksomheds marketing og kommunikation ikke matcher med den faktiske handling. Det kan f.eks. være når en virksomhed lover at være CO2-neutral, men i virkeligheden er deres klimavenlige-aktivitet ineffektiv eller ubetydelig i forhold til den negative indvirkning, virksomheden har på miljøet.
Regelsættet bag findes i markedsføringsloven, der indeholder et forbud mod at vildlede forbrugere, herunder et forbud mod at udelade væsentlige oplysninger og et krav om at rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold skal kunne dokumenteres, jf. reglerne i markedsføringsloven.
Da klima- og miljøudsagn er oplysninger om faktiske forhold, betyder førnævnte regler, at også rigtigheden af oplysninger om klima og miljø skal kunne bevises.
De retningslinjer, der tidligere er fremkommet om netop dette fra forbrugerombudsmanden, giver konkrete eksempler på og information om, hvad virksomheden skal være opmærksom på i sin markedsføring og også i sin virksomhed som helhed med miljø- og klimaudsagn.
Flere afgørelser omkring netop greenwashing
Forbrugerombudsmanden har tidligere truffet flere afgørelser omkring netop greenwashing.
Afgørelserne vedrører virksomheder, der markedsfører sig med, at produkter eller virksomheden selv er særligt grønne, miljøvenlige eller bæredygtige – men uden at kunne dokumentere det, hvilket derfor er blevet vurderet til at være i strid med markedsføringsloven.
Tidligere har Forbrugerombudsmanden primært holdt sig til at udtale kritik og indskærpe reglerne om greenwashing over for de berørte virksomheder.
Det er dog værd at bemærke, at Forbrugerombudsmanden yderligere har tilkendegivet, at virksomheder fremover må forvente at blive politianmeldt i tilfælde af greenwashing.
Udover bøder kan overtrædelse af markedsføringsloven derfor have store kommercielle konsekvenser, hvis markedsføringskampagner eller produkter må tilbagekaldes, eller hvis en virksomhed bliver hængt ud i dagspressen eller af forbrugere på de sociale medier.
De nyeste afgørelser indenfor dette særlige område og ikke mindst den betydelig øgede fokus fra Forbrugerombudsmanden underbygger, efter vores opfattelse, at vores virksomheder bør gå forsigtigt frem og sikre sig den nødvendige dokumentation, hvis man planlægger at anvende klima-, miljø- eller bæredygtighedsudsagn i markedsføringen.
Dokumentation er afgørende
Dokumentation for påstande om bæredygtighed skal underbygges af analyser, der underbygger at virksomheden ikke forringer de kommende generationers mulighed for at opfylde deres behov, og der skal også tages hensyn til sundhedsmæssige, sociale og etiske behov.
Der stilles forholdsvis store krav til den bagvedliggende dokumentation, hvis man vil markedsføre et produkt mv. som bæredygtigt uden at vildlede.
Kontakt
Hvis I ønsker rådgivning omkring markedsføringslovens regler for brug af klima eller miljøudsagn eller en gennemgang af konkret markedsføringsmateriale, er I velkomne til at kontakte os eller direkte til advokat og partner Dan Jordy hos DreistStorgaard.