Forbrugerombudsmanden fik for nogle år siden penge på finansloven til at gå hårdere til værks i forhold til virksomheder, der i markedsføringen gør sig mere ”grønne” end de er.
Det kan nu føre til både politianmeldelse og bødestraf, og det er ikke kun de store virksomheder, der kommer i fedtefadet. Man skal også være opmærksom på, at miljøaktivistgrupper kan indlede sager.
Undersøgelser på EU plan har vist, at op imod 50% af alle ”grønne” markedsføringstiltag indeholder forkerte informationer, og derfor er ulovlige.
Reglerne på området er ganske detaljerede og omfattende, men vi giver her et lille indblik i, hvad der gælder:
- Pas på med generelle udsagn om at være ”grøn”, ”miljørigtig”, ”klimavenlig” og lignende. Disse begreber må kun anvendes om ”best in class” produkter og informationer, baseret på ”vugge til grav” analyser, der skal være verificeret af en uafhængig ekspert
- Anvend helst konkrete udsagn om hvilken positiv indflydelse på miljøet, som dit produkt eller din virksomhed har, men vær sikker på, at de fakta du lægger til grund kan dokumenteres
- Man skal passe overordentligt meget på med at anvende ordet ”bæredygtig” – næsten ingen produkter eller virksomheder lever op til de krav der stilles, herunder er fx økologisk tøj og genbrugsplast-flasker ikke bæredygtige
- Brug af billeder og farver der i billedsprog siger ”grøn” eller ”klimavenlig” er det samme som at bruge ordene
- Hvis man siger, at man ”arbejder med” at reducere CO2 udledning kræver det, at man har vedtaget en specifik plan, der skal være verificeret af en uafhængig organisation
Reguleringen er som sagt ganske omfattende, og du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens ”kvikguide”.