En sand klippe hos DreistStorgaard Advokater runder et historisk hjørne – juridisk sagsbehandler Susanne Hansen kan i dag fejre sit 40-års jubilæum. En beundringsværdig og imponerende bedrift.
Susanne startede som ung elev på dommerkontoret i Store Heddinge d. 1.oktober 1980 og efter toårs elevtid var hun færdigudlært. Herefter blev Susanne ansat hos Advokat Birger Fiala på Søndre Alle i Køge i et halvt års barselsvikariat fra februar 1983 frem til august 1983.
Efter endt barselsvikariat fik Susanne job ved Bruun & Kühnel på Torvet 19 i Køge – hvor hun skulle arbejde for Claes Lagerbon Jensen, der dengang var advokatfuldmægtig. Claes arbejder stadig hos DreistStorgaard Advokater og har fulgt Susanne i alle 40 år.
Når Susanne ser tilbage på sit arbejdsliv, beskriver hun det som en helt anden tid, hvor tiltaleformen især kunne drille:
”Det jeg havde mest svært ved var, at man skulle sige De til nogle af cheferne – og her røg jeg i med begge ben flere gange… men de tog det nu meget pænt”, fortæller Susanne med et smil på læben og fortsætter:
”Det var jo en anden tid – når jeg ser tilbage synes jeg, at alting gik meget stille og roligt. Hver morgen sad jeg foran Claes, og vi gennemgik posten (red. den fysiske post) og jeg fik instrukser om, hvad der skulle ske i de forskellige sager. Det er i hvert fald en kæmpe forandring til i dag. Alting går meget stærkt, og man skal ikke vente på posten længere”, griner Susanne.
Landet på den rette hylde
Susanne sidder til dagligt med inkassosager på kontoret i Køge. Hun har en stor faglighed og mangeårig erfaring fra forskellige fagområder, men Susanne er landet på den helt rettet hylde.
”Jeg har nogle skønne kolleger, som gør at jeg hver dag går glad på arbejde. Og mit arbejdsområde vil jeg ikke bytte for en million. Jeg har prøvet alt lige fra ejendomshandler til dødsboer, konkurser, m.v. – men det er her, jeg hører hjemme”, fortæller Susanne.
Men når man har været 40 år på arbejdsmarkedet, så er det ikke den faglige udvikling, som Susanne mindes, men mere det sociale.
”Jeg ser tilbage på dejlige kolleger og chefer. Alle forstående. Det er en god følelse”
Hos DreistStorgaard er der stor begejstring for Susannes jubilæum:
”Vi er både glade for og stolte over, at kunne fejre én dygtig og loyal kollega, der hver dag gør en kæmpe indsats for at levere den bedste behandling og rådgivning til vores klienter. Samtidig er Susanne en utrolig god kollega, der altid bringer smil og glæde, fortæller partner og advokat Søren Storgaard.
Søren har arbejdet sammen med Susanne siden 90’erne og har stor respekt for Susannes tilgang til sit fagområde:
”Det er et svært fagområde Susanne arbejder med, det handler i høj grad om at kunne bevare roen og overblikket. Susanne er eminent til altid at have en god tone og respektere alle – vi har aldrig fået en eneste klage omkring Susannes tone. Vi er meget glade for, at Susanne stadig har lyst til at være sammen med os – hun brænder for sit fag og det skinner igennem”, slutter Søren Storgaard.