Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
Filter by Categories
location

FIND LOCATION

DA/EN

Det er ikke nogen hemmelighed, at FN taler om, at vi som verdenssamfund er på katastrofekurs, og i forbindelse med iværksætterugen sætter vi fokus på, hvad der blandt andet kan tages af initiativer for at imødekomme de globale udfordringer 

De globale udfordringer har aldrig været større, og FN’s 17 verdensmål fremstår næsten overambitiøse og til dels utopiske, når vi ser hvordan mange af verdens statsledere og regeringer ikke formår at leve op til bare minimmumskravene for en bæredygtig fremtid for vores planet.

Aldrig har virksomheder og iværksættere haft mere fokus på klimaforandringer og løsninger, der bidrager til den grønne omstilling, men selvom det fylder meget i folks bevidsthed, så er indsatsen ikke nok. Det kan vi se på den seneste Emission Gap Report fra FN’s miljøprogram, UNEP, der altid udkommer før det årlige klimatopmøde, der i år foregår i Baku i Aserbajdsjan.

Hvis ikke der handles akut, opheder jorden mellem 2,6 og 3,1 grader yderligere i løbet af dette århundrede. Resultatet af det spænd afhænger af, hvor mange lande der leverer på de målsætninger, de har forpligtet sig til.

Der er alvorligt brug for, at de nuværende beslutningstagere verden over forenes i en bæredygtig tankegang og danner en global mobilisering for at imødekomme og løse de massive udfordringer, men i alt dette er der også en ung generation, der ser til og kigger ind i nogle dystre fremtidsudsigter, og det er noget, at de tænker over trods deres unge alder, fortæller organisationen Go Zebra, der underviser og træner børns kreative problemløsningskompetencer med afsæt i verdensmålene.

Vi er rundt i alle dele af landet og har med børn fra ca. 9-14 år at gøre. Vi møder både børn, som er bange og har nogle meget dystopiske tanker om fremtiden, men også børn, som ikke er lige så påvirkede af det. Vores generelle oplevelse er, at det fylder hos mange børn og unge. Ser man på rapporter som fx UNICEFs Børnenes Kampdag 2021, så er klimaet noget, som bekymrer børn meget, og det er det samfundsproblem, som de håber mest, at der findes en løsning på” lyder det fra projektleder i Go Zebra, Mille Marta Andersen.

Foto: Skipper Photography

Fremtidens iværksættere skal have grønt mindset

Go Zebra vil gøre børn nysgerrige på fremtidens grønne løsninger og træne deres kreative tænkning og problemløsning, så de tilegner sig evnerne til at håndtere fremtidens problemer, men det handler for organisationen i høj grad også om at børnene får en oplevelse af at kunne gøre en forskel for sig selv, sine medmennesker og planeten.

”Vi har ikke et mål om, at de børn, vi møder, skal lave den næste banebrydende opfindelse, men at de derimod træner deres kreative problemløsningsmuskler, så de ser sig selv som nogle, der kan bidrage”, fortæller Mille Marta Andersen, der er projektleder i Go Zebra.

Vi møder både børn, som er bange og har nogle meget dystopiske tanker om fremtiden, men også børn, som ikke er lige så påvirkede af det. Vores generelle oplevelse er, at det fylder hos mange børn og unge
Lea Matthaei
Direktør, Go Zebra

Det er en del af dannelsen, mener de i Go Zebra. Ligesom elever lærer at læse, løse ligninger og behandle hinanden ordentligt, er det også vigtigt, at de får lysten og kompetencerne til at bidrage til at finde løsninger på de problemer, vi oplever i samfundet, herunder også inden for klima.

”Vi bruger også fremtidstænkning som et greb ind i vores forløb. Vi forsøger at skabe rum til at kunne skabe fremtidsoptimisme. Den effekt oplever vi i vores forløb, når et barn ser sig selv som en, der kan bidrage til grønne løsninger. Selvom projekterne er prototyper og fiktive, så er erfaringen og deltagelsesmulighederne ægte”, fortæller direktør i Go Zebra, Lea Matthaei.

”Når det er sagt, så er vi meget opmærksomme på hverken at ende i en grøft, hvor vi maler et dystopisk billede af fremtiden, men heller ikke siger ”det går nok det hele”. Vi vil hellere præsentere dem for de gode historier og eksempler på andre, som har gjort en forskel, og den vej igennem inspirere dem til selv at følge trop”, fortsætter hun.

Go Zebra er en almennyttig, landsdækkende forening, etableret i 2019 med en mission om at så frøet til, at alle børn oplever at kunne bidrage med løsninger til en bedre fremtid. Dette gør vi ved at engagere dem i inspirerende læringsoplevelser, der forener viden, kreativitet, innovation og leg. Go Zebra har udviklet og gennemtestet en række legende værktøjer, som tilsammen understøtter en innovations- og iværksættermetode, som træner børns kreative problemløsningskompetencer med afsæt i verdensmålene. Vi har haft over 7.000 børn igennem vores skole- og fritidsaktiviteter i hele Danmark. Vi tror på, at der er potentiale til at træne kreativ problemløsning på mange forskellige tematikker, og derfor engagerer vi børn i alt fra klimaforandringer i Nigeria til fremtidens skolefag og opfindelser til en rumrejse.

Foto: Skipper Photography

Overvejelser bag tunge temaer for børn og unge

DreistStorgaard-partner og advokat Nikolaj Juhl Hansen, der er tovholder på advokatfirmaets relation til foreningen, fortæller om stor glæde ved at støtte op om Go Zebra.

”At arbejde med iværksættere og se deres idéer tage form og for nogle af dem blive til virkelighed, er noget af det sjoveste i min hverdag. Det er folk, der virkelig brænder for noget. Passionen er til at tage og føle på. Og hvis vi via hjælpen Go Zebra kan være med til at gøre flere unge mennesker nysgerrige på at starte deres egen virksomhed, så er det helt fantastisk. Den slags er der nemlig brug for, hvis verden skal blive lidt bedre i morgen, end den var i går”.

To af kerneordene hos Go Zebra er fremtidsoptimisme og forestillingsevne. De vi tror på, at hvis børn kan forestille sig, at verden kan være anderledes, end den er i dag, så giver det også en lyst og motivation til at arbejde i den retning. På den måde er Go Zebra ikke tilhængere af løftede pegefingre, men mere legende formidling, som kan føre til refleksion og opfindsomhed.

”Når vi bringer ”tunge temaer” som klima på banen, er vi enormt velovervejede i vores måde at gøre dette på. Hos Go Zebra læner vi os op ad forskning, som identificerer potentialer ved netop at træde ind i det “svære indhold”, som også viser kriser og uretfærdighed”, fortæller projektleder Mille Marta Andersen.

Forfatter Martin Hauberg-Lund Laugesens forskning om forholdet mellem børn og unges følelser og klimapædagogik begrunder påstanden om, at elevers potentielle følelser af bekymring, frygt og afmagt i forhold til kriser rummer et pædagogisk potentiale for undervisning i klima og bæredygtighed. Det er noget, de har taget til sig i Go Zebra.

Martin Hauberg-Lund Laugesen peger på, at når børn oprigtigt undrer sig, fascineres og betages, så åbnes de også for nye erfaringer. Børnene får en større viden, når de tilbydes deltagelsesmuligheder, som emotionelt engagerer dem. Forskning peger altså på, at vi bør være mere bekymrede for, at børn resignerer og bliver ligeglade, end at de bliver bange.

”At arbejde med iværksættere og se deres idéer tage form og for nogle af dem blive til virkelighed, er noget af det sjoveste i min hverdag. Og hvis vi via hjælpen Go Zebra kan være med til at gøre flere unge mennesker nysgerrige på at starte deres egen virksomhed, så er det helt fantastisk. Den slags er der nemlig brug for, hvis verden skal blive lidt bedre i morgen, end den var i går.
Nikolaj-Juhl-Hansen
Nikolaj Juhl Hansen
Partner og advokat, DreistStorgaard Advokater samt ambassadør for Go Zebra

”Vi mener, at det er meget vigtigt, at børn lærer at reflektere over forbrug og livsstil, men det er en balance, hvor vi ikke ønsker at give dem ansvaret for de voksnes beslutninger. Derfor vil vi gerne engagere dem på et niveau, hvor de får et balanceret syn på klima og bæredygtighed. Det er positivt, at mange børn ønsker at bidrage til en grønnere fremtid, men samtidigt skal de også have lov at være børn. Vi som voksne skal ikke lægge byrden om at løse verdens problemer på deres skuldre, fortæller Lea Matthaei.

Der er langt mere fokus på klima og bæredygtighed i dag, end der var for 15-20 år siden i folkeskolen og i de danske hjem, hvor de unge dannes og vokser op.

Børn og unge har i dag et andet vidensniveau og et andet syn og fokus på klimaforandringerne i verden, og hvis de får den rette dannelse og de rette værktøjer, så bringer de muligvis en ny måde at anskue livet som samfundsborgere i den verden, der venter dem – med et grønt bagkatalog, der kan følge dem og forme dem i deres arbejdsliv.

”Det er dem, som inden længe bliver voksne og skal leve på vores planet mange år ud i fremtiden. For Go Zebra er det vigtigt, at vi inspirerer børn til at se, at også de kan gøre en forskel. Vi ønsker at klæde dem på til at blive ansvarlige samfundsborgere, som har lyst til at bidrage til verden på en positiv måde – hvad end det er som iværksættere, kunstnere, sygeplejersker eller noget helt fjerde”, fortsætter Lea Matthaei.   

Foto: Barbara Nolsøe

Det er ikke kun i Danmark, der findes initiativer som det, Go Zebra praktiserer, og hvor unge mennekser bliver klædt på til at håndtere fremtidens udfordringer.

En af de største organisationer i verden er non-profit-organisationen JA Worldwide, der arbejder med grønt iværksætteri med unge mennesker.

De har tilknytning til Fonden for Entrepenørskab herhjemme og hjælper 17 mio. elever og studerende hvert år i over 100 forskellige lande for at bygge en lysere fremtid med fokus på grønne løsninger.

”Vi støder ofte på initiativer fra andre lande, som arbejder inden for samme område. I oktober har vi deltaget i en grøn iværksætter-camp for unge i Nepal, hvor de unge har arbejdet med forskellige klimaproblemer i deres lokalområde”, fortæller Mille Marta Andersen.

Mange af de unge iværksætteres idéer er i dag ”født globale”, og det er grænseoverskridende problemer på den helt store klinge, som mange af dem arbejder med”, lyder det fra DreistStorgaards Nikolaj Juhl Hansen.

For Go Zebra er det vigtigt, at vi inspirerer børn til at se, at også de kan gøre en forskel. Vi ønsker at klæde dem på til at blive ansvarlige samfundsborgere, som har lyst til at bidrage til verden på en positiv måde
Lea Matthaei
Direktør, Go Zebra

Ofte arbejder iværksættere fra start meget internationalt. Deres teams består af folk fra mange lande og endda på forskellige lokationer. Den finansiering, der skal drive vækst, kan lige så godt komme fra udlandet. At Go Zebra træner de unge mennesker i at få et globalt udsyn, skal nok gøre både deres verden større – og gøre dem til ”bedre” iværksættere, hvis det er den vej, karrierepilen peger på et tidspunkt”, slutter Nikolaj Juhl Hansen.

Det er en del af Go Zebras arbejde at beskæftige sig med verdensmålsproblematikkerne og ofte i et globalt perspektiv. For eksempel har de arbejdet og leget med et design, der kan transportere rent vand i Nigeria. Der bliver kigget udover landegrænserne med et fokus på de store globale udfordringer, men der er langt til at gøre noget til virkelighed.

”Vores mission er at træne en kreativ problemløsende tankegang og plante frøene til, at børn kan se nye sammenhænge, samarbejde og skabe løsninger på sigt. Vi håber, at når et barn oplever sig selv som en, der deltager i samskabelsen af en løsning af et problem, så tror de på, at de også kan gøre det i fremtiden eller i andre sammenhænge,” slutter Mille Marta Andersen.

Foto: Skipper Photography

Af Morten Thunø

Morten Thunø

Morten Thunø

Kommunikationskonsulent og presseansvarlig

moth@dslaw.dk

Dir.+45 26 85 34 81