Til Udviklingskonferencen 2023, som i år fandt sted i Arena Næstved, uddelte Sjællands Udviklingsalliance 3 priser: LEVE-PRISEN, SKABE-PRISEN og GRO-PRISEN til en forening, virksomhed, organisation eller en ildsjæl, som på hver deres måde har bidraget til at gøre det attraktivt at leve, skabe og gro på Sjælland og øerne.
I år blev priserne sponsoreret af Sparekassen Sjælland-Fyn, DreistStorgaard og Andel.
SKABE-PRISEN sponseret af DreistStorgaard
DreistStorgaard præsenterede SKABE-PRISEN 2023 og gav 15.000 kr. til Brian Vidtøft Nielsen, som har skabt Kalundborg Kollegiet.
”De mange nye uddannelser i Kalundborg har medført et øget behov for ungdomsboliger, hvilket Brian Vidtøft Nielsen har skabt med Kalundborg Kollegiet. Han har omdannet det tidligere sygehus til flotte og billige ungdomsboliger med afsæt i de unges behov og med plads til fællesskab. Vi ved, at det er vigtigt, at der med de gode uddannelsesmuligheder også er ungdomsboliger til de studerende. Kalundborg Kollegiet er dermed med til at understøtte bosætningsmulighederne lokalt. Vi vil med SKABE-PRISEN og donationen gerne hylde ildsjælen Brian Vidtøft Nielsen for at have skabt Kalundborg Kollegiet og været med til at sikre, at de studerende nu kan skabe deres egen fremtid.”
Svend-Aage Dreist Hansen, repræsentant i Sjællands Udviklingsalliance og partner i DreistStorgaard
Brian Vidtøft Nielsen er revisor og skattekonsulent i TaxCompany og investerer sideløbende i udviklingsejendomme. Brian har omdannet det tidligere Kalundborg Sygehus til Kalundborg Kollegiet og skabt ungdomsboliger med plads til fællesskab.
”Der sker virkelig meget i Kalundborg og den udvikling, ville jeg gerne være en del af. Kalundborg Kollegiet er et godt eksempel på samarbejde mellem det offentlige og private, og jeg håber, at det kan inspirere til endnu mere samarbejde på tværs, så vi sammen kan skabe mere udvikling"
Brian Vidtøft Nielsen.

GRO-PRISEN gik til Thorsbjerggaard. Thorsbjerggaard er beliggende få kilometer fra Skælskør og er Skandinaviens største producent af spisemajs og Danmarks største leverandør af græskar.
LEVE-PRISEN gik til Stine Prüss Petersen, som modtog prisen på vegne af Min Købmand Lyderslev.
Udviklingskonferencen 2023 – Sjælland og øerne på forkant
Sjællands Udviklingsalliance er etableret af Sparekassen Sjælland-Fyn og Region Sjælland med det formål at sætte turbo på udviklingen på Sjælland og øerne, så området også i fremtiden er er et attraktivt sted at bo, arbejde og drive virksomhed. Sjællands Udviklingsalliance består af en række repræsentanter fra det offentlige og det private, som alle vil hjælpe med at skubbe på udviklingen via deres respektive netværk.
For at hjælpe udviklingen på vej afholdt Sjællands Udviklingsalliance ”Udviklingskonferencen 2023 – Sjælland og øerne på forkant”. Målet var at samle personer på tværs af offentlige institutioner, private virksomheder, brancher og sektorer til en konference, der både gav ny viden og mulighed for at udvide sit netværk, så vi sammen forløse det store potentiale, der er for Sjælland og øerne.