DreistStorgaard Advokater har indgået en flerårig aftale med DanskHåndbold om at fungere som organisationens juridiske rådgiver.
Som led i samarbejdet vil DreistStorgaard have fast ugentlig tilstedeværelse og yde juridisk rådgivning på inhouse-basis. Løsningen giver DanskHåndbold adgang til specialiserede juridiske kompetencer inden for en bred vifte af juridiske områder.
“Udviklingen af dansk håndbold kræver stærke samarbejder på mange fronter hver eneste dag – også når det gælder de juridiske rammer omkring vores sport. Med DreistStorgaard som juridisk rådgiver og partner får vi en kompetent medspiller, der deler vores fokus på ansvarlighed, professionalisme og fællesskab. Vi ser frem til et stærkt samarbejde, der giver os tryghed til at holde blikket på spillet og begejstre endnu flere.”
Heino Marnow Knudsen, administrerende direktør, DanskHåndbold
Hos DreistStorgaard tillægges samarbejdet stor betydning:
“Samarbejdet med DanskHåndbold er strategisk vigtigt for os og giver mulighed for at arbejde helt tæt på en af Danmarks største idrætsorganisationer. Det er et samarbejde, hvor faglighed, tillid og forståelse for sportens særlige vilkår går hånd i hånd. Vi arbejder altid med mennesket i fokus og med stor ordentlighed.”
Svend-Aage Dreist Hansen, CEO og partner i DreistStorgaard Advokater.
DreistStorgaard skal varetage den samlede juridiske rådgivning for DanskHåndbold, herunder blandt andet rådgivning om spiller- og sponsoraftaler, ansættelses- og kontraktforhold, disciplinærsager, kommercielle forhold, GDPR, immaterielle rettigheder samt fortolkning og udvikling af regler og reglementer.
Aftalen markerer starten på et tæt og langsigtet samarbejde med fokus på kvalitet, tilgængelighed og praksisnær juridisk rådgivning.
DreistStorgaard styrker engagementet i dansk håndbold
DreistStorgaard er også blevet ”Officiel VIP-partner” for DanskHåndbold, et partnerskab, der afspejler et stærkt engagement i dansk håndbold og sport på højeste niveau. Partnerskabet afspejler DreistStorgaards ambition om at være tæt på præstation, fællesskab og stærke værdier, hvor kvalitet, dedikation og langsigtede relationer er i centrum. Samarbejdet understøtter samtidig udviklingen af dansk håndbold fra talentudvikling til elite og styrker forbindelsen mellem erhvervsliv og sport.

