Virksomheder skal være opmærksomme på, hvordan vilkårsændringer i forbrugeraftaler sker!

03-03-2020: Forbrugerombudsmanden har i en nylig afgørelse afgjort, at et ændringsvilkår i en løbende forbrugeraftale var urimeligt og ugyldigt, da vilkåret gav virksomheden en næsten ubegrænset mulighed for at ændre medlemsbetingelserne uden forbrugerens forudgående accept.

Vilkåret gav en større fitnesskæde ret til at foretage ændringer i medlemsbetingelserne uden forbrugerens samtykke. Vilkåret kunne f.eks. bruges til at forhøje prisen eller til at indføre nye gebyrer. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var vilkåret urimeligt, fordi det gav fitnesskæden en næsten ubegrænset ændringsadgang, og fordi forbrugeren ikke på baggrund af klare og forståelige kriterier kunne forudse vilkårets konsekvenser for aftaleforholdet ud over muligheden for at opsige medlemskabet.

Hvis virksomheder indgår løbende aftaler med forbrugere, er det vigtigt, at aftalen indeholder en gyldig ændringsbestemmelse, som giver virksomheden adgang til at kunne foretage ændringer af aftalen uden at skulle indhente forbrugerens udtrykkelige accept hver gang.

Hvis en virksomhed forhøjer prisen med udgangspunkt i et urimeligt aftalevilkår, vil prisforhøjelsen som udgangspunkt være ugyldig, og forbrugerne vil efter omstændighederne kunne kræve merprisen tilbage.

Aftaler er bindende, og ændringer af en løbende forbrugeraftale kræver derfor som udgangspunkt udtrykkelig accept fra forbrugeren. Virksomheden og forbrugeren kan dog aftale, at virksomheden ensidigt kan ændre eksempelvis priser og gebyrer i aftalen uden forbrugerens udtrykkelige accept, når visse betingelser er opfyldt. Det forudsætter efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at:

  • vilkåret ikke giver virksomheden ubegrænsede muligheder for at ændre aftalen
  • kriterierne for hvornår sådanne ændringer kan ske, fremgår tydeligt
  • forbrugerne bliver varslet individuelt om ændringen
  • forbrugerne kan opsige aftalen som følge af ændringen

Sagen om fitnesskæden er i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens hidtidige praksis om ensidige ændringer i løbende forbrugeraftaler. Sagen udgør derfor en vigtig påmindelse om, at det som virksomhed, er vigtigt at sikre sig, at ændringsbestemmelser i løbende forbrugeraftaler udformes i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens retningslinjer på området.

Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse om sagen her.