Tøjproducent får bøde på 500.000 kroner for at diktere priser hos forhandler

26-05-2021: Retten i Aalborg har den 7. maj 2021 dømt en dansk producent af sportstøj til at betale en bøde på 500.000 kr. for at fastsætte en forhandlers mindstepriser. En ledende medarbejder er også dømt for sin medvirken til overtrædelsen.

Producenten havde i perioden fra den 14. september 2017 til den 19. december 2017 håndhævet virksomhedens vejledende priser som minimumspriser hos en forhandler, der solgte virksomhedens tøj af mærket ”Fusion”. Det er en overtrædelse af konkurrencelovens forbud mod bindende videresalgspriser. Retten i Aalborg har dømt producenten til at betale en bøde på 500.000 kroner, og en ledende medarbejder fra virksomheden har fået en bøde på 50.000 kroner.

Om bindende videresalgspriser

En forhandler skal have mulighed for selv at bestemme sine salgspriser. Det er derfor i strid med konkurrencereglerne, hvis en leverandør aftaler med sin forhandler, at forhandleren skal sælge produkterne til en bestemt pris. Det gælder også, hvis leverandøren belønner sin forhandler for at følge et vist prisniveau, fx ved at tilbyde en bonus, eller straffer forhandleren for ikke at gøre det, fx ved at afbryde leverancerne. Dette udgør en bindende videresalgspris og er ulovligt efter konkurrencereglerne.

Dommen illustrerer på ny, at forhandlere selv skal kunne sætte prisen på de varer, som de sælger. Når en producent går ind og dikterer mindstepriser, holder det prisen på produkterne oppe, og den effektive konkurrence bliver derved sat ud af kraft.

Læs dommen her: https://www.kfst.dk/media/wuvlgten/20210507-dom-fusion-aps.pdf

Kontakt DreistStorgaard hvis din virksomhed har behov for rådgivning indenfor konkurrenceretsområdet på: kontakt@dslaw.dk