Selskabsledelsens ansvar under uforudsete forhold

06.04.2020: Krav om at forberede og tilrettelægge beslutninger om finansiel styring af virksomheden under uforudsete forhold

Det er som ledelse i en virksomhed væsentligt, at være opmærksom på, at bestyrelserne i landets virksomheder kan få et personligt erstatningsansvar, hvis de ikke forholder sig aktivt og dokumenterbart til Covid-19-udbruddet.

Coronavirussen bør derfor – hvis ikke allerede sket – sættes på dagsorden hos virksomhedens bestyrelse. Det er forståeligt, at en bestyrelse kan føle sig handlingslammet i den nuværende meget alvorlige situation, men det værste bestyrelserne kan gøre er at blive handlingslammet af nervøsitet. Bestyrelsen skal handle på det der foregår både internationalt og nationalt lige nu. Vi anbefaler derfor, at det første bestyrelsen skal gøre, er at få indkaldt til et bestyrelsesmøde, hvor virksomhedens nuværende situation og finansielle styring drøftes, så det kan dokumenteres, at ledelsen ikke har optrådt passivt, hvilket også kan føre til et erstatningsansvar for bestyrelsen i virksomheden. Det skal dog bemærkes, at man som bestyrelsesmedlem formentlig ikke kan holdes ansvarlig, så længe man har forsøgt at være med til at styre virksomheden igennem denne kritiske periode.

Udover straks at indkalde til bestyrelsesmøde, skal vi opfordre til, at bestyrelsen sikrer, at den oftere end normalt modtager opdateringer på, hvordan virksomheden klarer sig økonomisk, hvordan den bliver påvirket af corona-virussen og forsøger at styre likviditeten. Corona-virussen er jo en udefrakommende begivenhed, men det kan ikke udelukkes, at bestyrelsesmedlemmer kan blive gjort ansvarlige, hvis man ikke gør noget. Finanskrisen er bl.a. et eksempel herpå.

Det er dog vigtigt, at understrege, at hvis bestyrelsen i en virksomhed kan dokumentere, at have handlet i tide, så bør bestyrelsen ikke kunne blive holdt ansvarlig. Man kan derfor sige, at risikoen for, at bestyrelsen kan holdes ansvarlige vil være ganske lav, forudsat, at bestyrelsen har forsøgt, at gøre noget. Bestyrelsen har nemlig ganske vide skønsmæssige rammer i sådanne tilfælde som det foreliggende. Man kan sige, at en af de vigtigste ting, som en bestyrelse skal gøre for at undgå ansvar, det er at forholde sig til virksomheden.

Vores anbefaling

Vi anbefaler, at virksomheden hurtigt muligt på bestyrelsesmøder gennemanalyserer og tilrettelægger virksomhedens finansielle beredskab og styring i den fremtid, der vil være præget af uforudsete forhold. Bestyrelsens drøftelser bør som sædvanligt altid dokumenteres i bestyrelsesprotokollen.

I den nuværende situation gælder reglerne for det personlige ledelsesansvar i forhold til virksomhedens kapitalberedskab på både kort og længere sigt. Der vil være behov for og pligt til at overveje og tage stilling til finansieringskapacitet, og der kan være behov for forhandlinger med kreditorer om midlertidige foranstaltninger m.v.

Bestyrelsers ansvar

  • Bestyrelser i en virksomhed er blandt andet ansvarlig for at kontrollere virksomhedens økonomiske og finansielle situation.
  • Bestyrelsesansvarsforsikringer dækker ikke, hvis bestyrelsesarbejdet ikke er udført, eller er meget fejlbehæftet.
  • Ansvaret betyder, at bestyrelsesmedlemmer kan stilles til personligt ansvar for deres handlinger.
  • Et erstatningsansvar kan i værste tilfælde ende med konkurs.

Kontakt os gerne på koege@dreiststorgaard.dk eller tlf 5663 44 66 hvis du har behov for yderligere rådgivning.