Ny landsretsdom om ansvarsfraskrivelser ved engrossalg af biler

20-05-2021: Østre Landsret har den 20. april 2021 afsagt dom i en sag vedrørende gyldigheden af forbehold om engrossalg ved kilometerspoling

Ved køb af biler mellem erhvervsdrivende anvendes ofte ansvarsfraskrivelser og forbehold med henblik på at begrænse sælgers ansvar for mangler ved køretøjet.

Sådanne ansvarsfraskrivelser ses ofte udtrykt i et vilkår om, at køretøjet sælges engros – uden garanti, hvorved det tilsigtes at begrænse købers muligheder for efterfølgende at reklamere over køretøjets stand.

Denne praksis har givet anledning til diskussioner om, hvorledes disse forbehold skal forstås, samt hvorvidt disse kan tages for pålydende som en fraskrivelse af ethvert ansvar vedrørende køretøjets stand.

Rækkevidden af disse forbehold var et centralt emne i den netop afgjorte sag, som blev ført af advokat, Stefan Schwærter, DreistStorgaard Advokater.

Sagen omhandlede et bilsalg mellem to professionelle forhandlere, hvor det af slutsedlen fremgik, at bilen var solgt engros uden nogen form for garanti.

Efter handlen blev det konstateret, at bilen havde kørt ca. 100.000 km. mere end, hvad der fremgik af slutsedlen og spørgsmålet var herefter, hvorvidt vilkåret om engrossalg forhindrede køber i at reklamere over dette forhold.

I Østre Landsrets dom af 20. april 2021 fremgår det at et forbehold om engrossalg – uden garanti, ikke forhindrer køber i at reklamerer over kilometerspoling, samt at der i øvrigt ikke foreligger en branchesædvane, hvorefter en erhvervskøber ved engrossalg har fraskrevet sig muligheden for at reklamere over mangler.

Den afsagte dom må forventes at få indvirkning på handlen mellem professionelle bilforhandlere fremadrettet, idet man som forhandler herefter må påregne, at eventuelle vilkår om engrossalg ikke udgør en hindring for enhver reklamation fra køber.

Hos DreistStorgaard følger vi løbende udviklingen i retspraksis, som berører vores klienter, og vi bistår gerne med rådgivningen vedrørende udarbejdelse af salgsaftale og tvistløsning i øvrigt.

Ved spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte advokat, Stefan Schwærter, på mail sts@dslaw.dk eller telefon 56 63 44 66.