Hvordan skal de kommende studenter forholde sig til betaling af årets studenterkørsler?

20-05-2020: Hvordan skal man egentlig håndtere årets studenterkørsler, nu når COVID-19 fortsat påvirker vores hverdag f.eks. på grund af forsamlingsforbuddet?

Mange kommende studenter – og sikkert også forældrene, har i denne tid en lang række ubesvarede spørgsmål vedrørende årets studenterkørsler. Blandt andet om studenterkørslerne kan afvikles, om der fortsat skal betales herfor og ikke mindst, om man får pengene retur ved en aflysning.

Kan studenterkørslen gennemføres?

Ligesom alt andet under COVID-19-situationen er det svært at konkludere, hvorvidt studenterkørslerne kan gennemføres eller ej. En af de vigtigste forudsætninger herfor er blandt andet lempelsen af forsamlingsforbuddet og et mindre smittetryk.

Det gældende forsamlingsforbud udløber automatisk den 8. juni 2020 – og i den indgåede aftale om plan for genåbning af Danmark, har Folketingets partier aftalt, at forsamlingsforbuddet, forudsat at det er sundhedsmæssigt forsvarligt, derefter fastholdes men i lempet form, så grænsen bliver sat til 30-50 personer. Folketingets partier har i deres aftale lagt vægt på, at stigningen i smittede og indlagte ud fra en helhedsbetragtning ikke må være større end det, Statens Serum Institut forventer. Det politiske udgangspunkt er således, at forsamlingsforbuddet lempes.

Om studenterkørslerne selv efter en lempelse af forsamlingsforbuddet kan gennemføres, vil derudover afhænge af, hvordan de arealkrav der er forbundet med forbuddet, vil blive fortolket og evt. lempet, når der er tale om transport i busser og på lastbiler. Det forventes, at politiet vil foretage denne tolkning, når de udsteder de almindelige tilladelser til de firmaer, der står for studenterkørslen.

Husk, at selve besøgene hos studenternes forældre er ikke omfattet af forsamlingsforbuddet, da forbuddet ikke gælder for private hjem.

Skal/bør man betale en eventuel rate nr. 2?

Betalingen af anden rate for studenterkørslen står enten lige for døren eller har allerede skulle være betalt. Mange står derfor med bekymringen om, hvorvidt man skal betale eller ej. Vores anbefaling er, at raterne betales som aftalt. Indbetaler man ikke anden ratebetaling som aftalt med arrangøren, misligholder klassens elever aftalen. Det har højst sandsynligt den betydning, at arrangøren ikke længere er forpligtet til at levere i henhold til aftalen. Med andre ord vil arrangøren ikke være forpligtet til at køre studenterkørsel, hvis anden ratebetalingen ikke sker. Såfremt man ikke indbetaler anden ratebetaling og arrangøren som følge heraf ikke vil gennemføre studenterkørslen, vil man som udgangspunkt ikke være berettiget til at kræve betalingen for første rate tilbage og man kan blive mødt med krav om betaling også af anden rate, hvis det viser sig, at kørslen trods COVID-19 reglerne kunne have været gennemført.

Får man pengene tilbage ved aflysning?

Hvis arrangøren aflyser studenterkørslen som følge af COVID-19-forhold, herunder eksempelvis på grund af forsamlingsforbuddet eller en sundhedsrisiko, vil man som udgangspunkt kunne kræve sine penge tilbage. Mange arrangører har allerede meddelt, at de naturligvis betaler pengene tilbage, hvis kørslerne ikke kan gennemføres pga. COVID-19 restriktioner. Nogle arrangører vil måske være fristet til at påberåbe sig force majeure med henblik på at undgå tilbagebetalinger. Det er dog vores vurdering, at arrangørernes brug af force majeure-reglen som udgangspunkt ikke ændrer på, at der skal ske tilbagebetaling.

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning?

Er du i tvivl om, hvordan du skal håndtere årets studenterkørsel, eller vil du gerne vide mere om, hvordan du står i forhold til en arrangørers eventuelle aflysning, så kontakt os på koege@dreiststorgaard.dk