Forbrugerombudsmanden udtaler, at tavshedsklausuler i forbrugeraftaler er ugyldige!

09-09-2020: Forbrugerombudsmanden har den 31. august 2020 offentliggjort en afgørelse om et forlig mellem en forbruger og en bank. Efter forbrugerens opfattelse havde banken foretaget en utilstrækkelig kreditvurdering. Dette indgav forbrugeren en klage over til Forbrugerombudsmanden. Under Forbrugerombudsmandens behandling af sagen tilbød banken forbrugeren et forlig, hvis forbrugeren efterlevede de to klausuler. Det er alene de to klausuler i forliget, som efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er ugyldige.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at de to klausuler er urimelige og i strid med hæderlig forretningsskik, fordi de fratager forbrugeren centrale rettigheder som ytringsfriheden, retten til at klage til håndhævelsesmyndigheder og adgangen til juridisk bistand. Virksomheder kan efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke forpligte forbrugerne til at give afkald på de rettigheder. Som håndhævende tilsynsmyndighed er det også centralt for Forbrugerombudsmandens arbejde, at virksomhederne respekterer forbrugernes ret til at videregive oplysninger til myndigheder.

DreistStorgaard bemærker, at afgørelsen fra Forbrugerombudsmanden – trods at den er rettet mod en finansiel virksomhed grundet dens formulering, må forventes også at vil gælde for ikke-finansielle virksomheder, der allerede har eller påtænker at indgå aftaler med forbrugerkunder om tavshedspligt i forbindelse med forligsdrøftelser. Bestemmelsen om god skik i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder har væsentlige ligheder med generalklausulen om god markedsføringsskik i markedsføringsloven, hvis rækkevidde ikke er begrænset til finansielle virksomheder.

Det må derfor som udgangspunkt frarådes, at virksomheder anvender tavshedsklausuler i forlig og aftaler med forbrugere, uanset om der er tale om en finansiel virksomhed eller ej, hvis forbrugere derved fratages retten til at udøve centrale rettigheder som ytringsfrihed samt retten til at klage til håndhævelsesmyndigheder og/eller juridisk bistand.

Kontakt advokat, Peter Niemann Thøgersen, hvis din virksomhed ønsker rådgivning på området eller har spørgsmål til forbrugeraftaler generelt på pnt@dslaw.dk.