Er Coronavirus/Covid-19 en force majeure situation?

13-03-2020: Ikke mange virksomheder har indtil nu i forbindelse med indgåelse af leverandøraftaler overvejet, at virksomhedens leverandør ville være lukket eller have væsentligt nedsat produktionskapacitet på grund af en virus pandemi. Coronavirussen/Covid-19 har nu lammet først dele af Kina, men nu også andre dele af verden, og det er uklart, hvordan situationen vil udvikle sig.

Hvordan er din virksomhed stillet?

For danske virksomheder der samarbejder med udenlandske underleverandører, kan følgende spørgsmål rejses:

  • Er leverandøren ansvarsfri for manglende levering, fordi Coronavirussen udgør en force majeure situation?
  • Vil den danske virksomhed selv være ansvarsfri for manglende levering på grund af en sådan situation?

Ovenstående afhænger i væsentlig grad af, hvad parterne har aftalt. I den forbindelse er det blandt andet afgørende at få vurderet, hvad der er aftalt omkring lovvalg – altså hvilket lands regler der anvendes.

Dansk rets udgangspunkt

Er der f.eks. tale om en leverandøraftale omfattet af den danske købelov, er udgangspunktet, at man som sælger er fritaget for erstatningsansvar for manglende levering i to situationer:

  • Enten hvis der er taget et forbehold eller
  • Hvis det er udelukket, at man kan opfylde aftalen på grund af omstændigheder, der ikke burde være taget i betragtning ved aftalens indgåelse, f.eks. en hændelig undergang af varerne af den art eller det parti, købet vedrører.

Force majeure-klausuler i kommercielle kontrakter

Den mest nærliggende adgang til såkaldt ansvarsfrihed er dog, hvis man i aftalen har taget forbehold for force majeure-situationer. I den forbindelse vil det meget ofte være afgørende, om man blot har taget et generelt forbehold, eller man har oplistet en række specifikke situationer, f.eks. epidemi eller pandemier – som vi ser situationen har udviklet sig til nu på globalt niveau. Herudover vil muligheden for at skaffe varerne fra anden side og merudgifterne eller de såkaldte alternativomkostninger i den forbindelse spille en væsentlig rolle. Derfor kan det kort siges, at vurderingen af om en force majeure-klausul i en aftale kan bringes i anvendelse, vil afhænge betydeligt af klausulens ordlyd, muligheden for at indkøbe varerne hos øvrige leverandører, omkostningerne i den forbindelse og situationens konkrete omstændigheder.

Vores anbefaling

DreistStorgaard Advokater anbefaler, at virksomheder der har indgået aftaler om leverance af varer med f.eks. produktionsselskaber eller leverandører – både i Danmark og i udlandet nøje gennemgår både sine indkøbs- og kunde/samarbejdsaftaler med henblik på få klarlagt virksomhedens risici.

Derudover anbefaler vi, at såfremt virksomheden er eller bliver ude af stand til at levere varer eller tjenesteydelser til sine kunder på grund af situationen med Coronavirus eller øvrige force majeure-forhold, søger juridisk rådgivning med henblik på at afdække mulighederne for at gøre force majeure eller andre forhold af relevans gældende. Der er også mulighed for at få vurderet det via almindelig dialog med virksomhedens aftaleparter. Vi oplever pt., at det i flere tilfælde faktisk er muligt at løse udfordringerne som følge af situationen via almindelig dialog med samarbejdspartnere, men det vil formentlig stadig være relevant og nødvendigt for virksomhederne at få justeret betingelser i aftalerne, så der fremadrettet tages højde for et scenarie som det nuværende.  

DreistStorgaard Advokater har betydelig erfaring med rådgivning vedrørende både danske og internationale kommercielle kontrakter.

Vi ser frem til at bistå med ovenstående. Kontakt partner og advokat Svend-Aage Dreist-Hansen på telefon 5663 4466 eller  koege@dreiststorgaard.dk.