DreistStorgaard deltager i ny mentorordning for nyetablerede advokatvirksomheder

12/12-2021

Danske Advokater har oprettet en mentorordning, der skal hjælpe nye virksomhedsskud i advokatbranchen godt på vej. Advokat og partner i DreistStorgaard Svend-Aage Dreist Hansen er blevet en del af denne mentorordning.

”Jeg ser mig selv som iværksætter, og har opbygget min advokatforretning fra bunden – derfor har jeg også gennem min karriere rådgivet, støttet og engageret mig i iværksættere og nyopstartede virksomheder. Hvis jeg kan gøre en forskel for en nyetableret advokatvirksomhed ved at dele ud af mine erfaringer, så står jeg gerne til rådighed”, fortæller Svend-Aage Dreist Hansen.    

Som mentor indgår man i en samlet pulje, hvor Danske Advokater hjælper med at matche henvendelser med relevante mentorer. Advokatbranchen omfatter ifølge Konkurrencerådet godt 1800 advokatfirmaer, hvoraf knap 1000 er enkeltmandsvirksomheder.

Svend-Aage Dreist Hansen, advokat og partner deltager i ny mentorordning.

Svend-Aage Dreist Hansen er erhvervsadvokat med speciale indenfor udvikling og optimering af virksomheder, bestyrelsesarbejde, køb og salg af virksomheder, insolvens og rekonstruktion samt køb og salg af ejendomme. Han rådgiver primært mindre og mellemstore virksomheder indenfor ovenstående områder, og har gennem årene haft afgørende betydning for mange mindre virksomheders udvikling til mellemstore virksomheder. Svend-Aage sidder også i en lang række bestyrelser, og er engageret i en række forskellige netværk i det sjællandske erhvervsliv.