Den nuværende situation med COVID-19 har givet udfordringer for danske sommerhusejere/udlejere og lejere i forhold til, hvad rettighederne for hver part er!

01-04-2020: Hvordan er man stillet som sommerhusejer/udlejer, sommerhusagentur og tysk sommerhus-lejer, når grænserne er lukkede for turister?

Som sommerhusejer (og udlejer) er man forpligtet til at stille sit sommerhus til rådighed for en sommerhus-lejer i den periode, hvor sommerhuset er udlejet til lejeren. I modydelse har man så ret til at modtage lejebetaling. Ofte anvender udlejer og lejer et agentur til at stå for administrationen, udlejningen, rengøringen mv. Da de danske grænser er lukkede for turister, bliver lejere pt. i stor stil forhindret i at tage sommerhusene i besiddelse. Det er dog ikke sommerhusejerens problem, da ejerens forpligtelse i kontraktforholdet består i at stille sommerhuset til rådighed for lejeren i den aftalte periode. Om lejeren dukker op eller ikke dukker op, er ikke udlejerens problem. Derfor har ejeren ret til betaling for lejen af sommerhuset i den periode, lejeren ikke kan bruge sommerhuset.

Sommerhusejeren har dog en forpligtelse til at forsøge at genudleje sommerhuset i perioden. Lykkes det at genudleje, skal den oprindelige lejers leje nedsættes med den leje, der kan opkræves hos den ’nye’ lejer.

Samtidig er lejeren forpligtet til at betale lejen for sommerhuset, selvom lejeren er forhindret i at tage det lejede i brug som følge af en udefrakommende omstændighed, som hverken lejer eller udlejer kunne have forudset (force majeure). Det skyldes, at lejerens forpligtelse i aftaleforholdet er en pligt til at betale leje og ikke en pligt til at anvende det lejede.

Sommerhusagenturet er som udgangspunkt forpligtet til at overføre enhver betaling fra lejeren til sommerhusudlejeren, evt. med fradrag for agenturets administrationshonorar, uanset om lejeren ankommer eller ej. Agenturet kan dermed ikke tilbageholde betalingen og modregne betalingen i et senere skyldigt beløb, f.eks. fordi agenturet gerne vil tilbyde lejerne en ekstraordinær service.

Når lejeren er forhindret på grund af grænselukninger, er lejeren dermed fortsat forpligtet til at betale leje for sommerhuset. Lejen skal betales til sommerhusejeren eller agenturet, der i så fald skal videreoverføre betalingen til ejeren. Agenturet kan ikke tilbageholde betalingen overfor udlejeren, da udlejeren har præsteret den for udlejeren karakteristiske ydelse: at stille sommerhuset til rådighed i den aftalte periode.

Vi bemærker dog, at de mange sommerhusagenturer har særlige aftaler med sommerhusejere om afbestilling, force majeure og andre ekstraordinære forhold, hvorfor retsstillingen i en konkret situation kan være anderledes end beskrevet ovenfor.

I mangel af særlig aftale, er udgangspunktet dog, at lejer har pligt til at betale leje for hele lejeperioden, uanset at lejers adgang til sommerhuset er begrænset som følge af lukningen af Danmarks grænser, da der er tale om et forhold, der påvirker lejers mulighed for at tage det lejede i brug, og ikke påvirker udlejers mulighed for at stille det lejede til rådighed. 

( , Undefined, 12