Virtual reality skal aktivere indlagte unge på hospitalerne

12-07-2021: I vores støtte til Legeheltene har vi også fokus på de lidt ældre børn og det er med baggrund i vores støtte samt VRDK’s hjælp blevet muligt for Legeheltene at introducere brugen af VR-briller. Digitale spil og ny teknologi forbindes som regel ikke med bevægelse og aktivitet, men virtual reality er netop blevet introduceret som en ny legeaktivitet til indlagte børn og unge.

Formålet er at få især de unge til at indgå i mere aktiv leg og bevægelse under deres indlæggelse. Udbredelse af bevægelse og aktiv leg blandt indlagte børn og unge er Legeheltenes mission i dagligdagen på landets hospitaler. VR-brillernes formål er derfor også at få gang i kroppen. Dette gøres ved udelukkende at bruge spil, hvor der hovedsageligt er fokus på at bevæge de forskellige kropsdele.

Målrettet de indlagte unge 

Selvom VR-brillerne både vil kunne bruges af børn og unge, er det nye tiltag gjort for at møde især de unge indlagte med en ny form for leg. Det udtaler generalsekretær i Børneulykkesfonden, der står bag Legeheltene, Henriette Madsen:

”Hos Legeheltene mener vi, at alle børn har ret til at lege. Derfor bestræber vi os også på at tilbyde aktiviteter, som de indlagte børn og unge synes er sjove og spændende. Vores Legehelte oplever dog tit, at de traditionelle lege som sjippetov og boldkast ikke altid er et hit blandt de lidt ældre børn. Jeg er derfor glad for, at vi nu har mulighed for at tilbyde VR-brillerne til de unge, så vi derigennem kan kombinere den digitale verden med den aktive leg.”

I første omgang introduceres VR-brillerne på landets tre universitetshospitaler i Odense, Aalborg og Aarhus. 

Vi er hos DreistStorgaard glade for at kunne gøre en forskel for børn og unge på landets hospitaler!