Økonomi- og regnskabsmedarbejder

05/10-2022

Vi søger en dygtig og engagereret regnskabsmedarbejder, som har lyst til at være en del af en spændende og travl hverdag i vores Ejendomsadministration i Næstved.

Vil du være med til at sikre høj kvalitet i vores leverancer og bidrage til kontorets fortsatte udvikling? Så er du måske vores nye kollega!

Om du er uddannet revisor, er ikke afgørende. Til gengæld er det vigtigt, at du er kvalitetsbevidst og engageret – og ikke mindst har tilstrækkelig erfaring til selvstændigt at håndtere opgaverne.

DreistStorgaard – hvem er vi?

Hos DreistStorgaard Advokater A/S yder vi primært rådgivning til erhvervsklienter, som vi rådgiver om alt fra optimering af virksomheders drift til juridiske problemstillinger. Vi er samtidig stolte af at være et full-service advokatkontor, og har mange klienter inden for privatret.

Vi er på mange måder et utraditionelt advokatfirma, som blandt andet er aktive i iværksættermiljøer. Derudover har vi været først på markedet med diverse digitale løsninger til advokatkontorer, og vi investerer fortsat en del af vores overskud i innovation.

Vi er i dag Sjællands største advokatkontor uden for København med ca. 85 engagerede kolleger fordelt på kontorer i Køge, Aarhus, Næstved og Sorø.

Jobbet

Du vil i tæt samarbejde med teamets øvrige medarbejdere håndtere alle aspekter af bogførings- afstemnings- og rapporteringsopgaver i investeringsselskaber og foreninger.

Dine opgaver vil bl.a. være; klargøring af materiale til revisor, udarbejdelse af årsregnskaber, momsafregninger, betalinger via netbank, månedsafslutninger og afstemninger.

Du vil indgå i vores team Ejendomsadministration som i dag består af 2 økonomimedarbejder, tre ejendomsadministratorer og én ejendomsadministrationschef.

Din profil

Vi forventer du er regnskabsuddannet og har minimum to års praktisk erfaring med bogføring og afstemninger. Det er en fordel, men ikke et krav hvis du har erfaring med regnskab indenfor ejendomsadministration. Det vil være en stor fordel, hvis du kender til og har arbejdet med UNIK Bolig.

Det er vigtigt, at du selv kan prioritere din tid og opgaver. Du kan lide at arbejde selvstændigt og tage ansvar.

Du skal på én og samme tid have et blik for detaljen og have det overordnede overblik.

I vores søgeproces har vi naturligvis fokus på din faglige baggrund men i høj grad også på dine kvaliteter som person og kollega for at sikre, at du passer ind i vores virksomhed og i særdeleshed i Ejendomsadministrationen.

Her er der handling bag ordene

Vi er en flad organisation, hvilket giver korte beslutningsgange og en hverdag, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Samtidig er vores hverdag præget af et højt tempo, en uformel omgangstone og respekt for hinandens arbejde.

Vi lægger vægt på engagement og faglig stolthed. For os er det afgørende, at vores medarbejdere – ud over at have et højt fagligt niveau – har en personlighed, som matcher vores værdier, som blandt andet kan beskrives med ordene: kvalitet, tilgængelighed, hurtighed og engagement.

Til gengæld tilbyder vi fleksibilitet med hensyn til arbejdstider og private forhold, så jobbet kan tilpasses dine behov, så længe du er til rådighed for at betjene vores kunder.

Arbejdssted er som udgangspunkt vores kontor i Næstved på adressen Garnisonsvej 2, 4700 Næstved men du kan også nogle dage være på vores kontor i Køge, såfremt du ønsker det.

Ansøgning

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Ejendomsadministrationschef Dines Bagenkop Sommer på e-mail dbs@dslaw.dk  telefon 55 75 00 82 eller HR-chef Susanne Mathiassen på e-mail suma@dslaw.dk telefon 56 64 33 00.

Ansøgningsfristen er 18.  januar 2022. Vi gør opmærksom på, at vi holder samtaler løbende.

Du søger stillingen via ansøgningslinket her (Vi modtager ikke ansøgninger via mail)

Læs DreistStorgaard Advokater A/S’ persondatapolitik i forbindelse med rekruttering her.