Udvendig hjertestarter installeret hos DreistStorgaard Advokater A/S
24.07.2017 Mange virksomheder har efterhånden installeret hjertestartere – hos DreistStorgaard Advokater A/S er man gået skridtet videre og har fået installeret en udvendig hjertestarter på hovedkontoret beliggende på Bag Haverne 32 i Køge.
Med installationen af den udvendige hjertestarter har den lokale advokatvirksomhed valgt at følge Trygfondens opfordring om at være med i kampagnen ”Grib HjertestarterStafetten” og er dermed blevet en hjertesikker virksomhed. Den udendørs installation sikrer, at hjertestarteren nu er tilgængelig 24 timer i døgnet og ikke kun i virksomhedens åbningstid.
DreistStorgaard en del af en positiv udvikling
”Vi håber jo som udgangspunkt ikke, at hjertestarteren kommer i brug – men er uheldet ude, har vi nu gjort alt for, at en tilskadekommen kan reddes med installationen af den udvendige hjertestarter lige ved vores hovedindgang. De seneste 15 år er det lykkes at tredoble overlevelsen af hjertestop, som er forekommet udenfor hospitaler – en positiv udvikling, som vi gerne vil være en fortsat del af, og derfor er det helt naturligt for os at installere en døgnåben hjertestarter”, siger HR- og kommunikationsansvarlig i DreistStorgaard Advokater A/S Randi Mehrenst Rimdal.
Placering hos Dreiststorgaard
Hos DreistStorgaard Advokater A/S hænger hjertestarteren på den højre side af indgangspartiet, når man ankommer til virksomheden (tættest på parkeringspladsen). Står man i en akut situation og har behov for en hjertestarter, kan enhver finde oplysninger om både døgnåbne hjertestartere og hjertestartere installeret indendørs på www.hjertestarter.dk/find-hjertestartere. Her finder man et interaktivt kort med placering af hjertestartere i det område, man befinder sig.