Få gode råd og vejledning om din virksomheds online salgs- og leveringsbetingelser
18-01-2022
Mange virksomheder har som følge af corona-pandemien styrket eller fuldstændigt overført sin forretning online. Vi sætter derfor fokus på din virksomheds online salgs- og leveringsbetingelser og gennemgår nedenfor nogle af de væsentligste områder, man som virksomhed skal være opmærksom på.
Da salgs- og leveringsbetingelserne udgør en væsentlig del af aftalegrundlaget for kunders køb af en virksomheds varer eller tjenesteydelser, er det særligt vigtigt at have alle lovpligtige områder med i dem. Som virksomhed kan man – med forbehold for lovens begrænsninger, herunder særligt i forhold til forbrugere – fastsætte de vilkår, der gælder for en forbrugerkundes køb.
Nedenfor er nogle eksempler på områder, som virksomheder bør have særlig fokus på, når I gennemgår jeres online salgs- og leveringsbetingelser.

Forbrugers rettigheder (B2C salg)
Salg af varer til forbrugere indenfor EU medfører en række ufravigelige rettigheder for de forbrugere, som en virksomhed sælger sine varer og/eller tjenesteydelser til. En virksomhed er derfor forpligtet til at oplyse forbrugerne om sådanne rettigheder i sine online salgs- og leveringsbetingelser.
Fortrydelsesret
En sådan rettighed er bl.a. forbrugerens fortrydelsesret. Virksomheden skal oplyse forbrugerne, hvornår fortrydelsesretten gælder, hvor lang tid den løber, og hvornår den begynder at løbe. Hvis omkostninger forbundet med udnyttelse af en fortrydelsesret f.eks. skal bæres af forbrugeren, så skal dette bl.a. også fremgå tydeligt af betingelserne. Derudover skal virksomheden – især for sin egen skyld – oplyse, hvornår fortrydelsesretten ikke gælder, da der er nogle undtagelser hertil i forbrugerlovgivningen. Det er bl.a. tilfældet, hvis man som virksomhed tilbyder specialtilpassede produkter efter forbrugernes behov eller f.eks. fødevarer.
Klagemuligheder
Derudover er det særligt vigtigt, at virksomhedens online salgs- og leveringsbetingelser indeholder oplysninger om forbrugerens klagemuligheder, herunder både oplysninger om, hvordan forbrugeren kan klage til virksomheden, og hvordan forbrugeren kan klage til et klagenævn, herunder bl.a. Forbrugerklagenævnet eller øvrige relevante klagenævn relateret til virksomhedens varer- eller tjenesteydelser.
Let forståeligt sprog i online salgs- og leveringsbetingelser!
Virksomheden skal være særlig opmærksom på, hvilket sprog betingelserne er formuleret i.
- Betingelserne skal være formuleret i et letforståeligt sprog for en gennemsnitsforbruger
- Virksomheden skal også vurdere, om der er behov for at betingelserne skrives på andre sprog end dansk (bl.a. afhængig af, på hvilke geografiske markeder, virksomheden sælger sine produkter til)
- Hvis en dansk virksomhed markedsfører sine produkter i Danmark på dansk, så skal alle lovpligtige oplysninger som udgangspunkt også være på dansk. Det krav gælder især for salgs- og leveringsbetingelserne, da disse tjener til at oplyse forbrugerne om deres rettigheder i forbindelse med købet.
Hvornår er der indgået en bindende aftale med en køber?
Ifølge de danske aftaleretlige regler er et afgivet tilbud fra f.eks. en virksomhed som udgangspunkt bindende for virksomheden. Det betyder f.eks., at når en virksomhed i sin fysiske butik oplyser en pris for en vare, så har virksomheden tilbudt kunderne at købe varen for den pågældende pris. Virksomheden er herefter bundet af den oplyste pris – medmindre der er tale om en for køberen åbenbar fejl. Samme betragtning gør sig også gældende for online webshops. Disse skal sælge produkterne- og tjenesteydelserne til de på hjemmesiden oplyste priser, også selvom en virksomhed – f.eks. efter kundens bestilling – bliver opmærksom på en prisfejl.
En dansk virksomhed der driver en webshop, har dog mulighed for at formulere sine online salgs- og leveringsbetingelser på en måde, så der kun er tale om en såkaldt ”opfordring til at gøre tilbud”, når en forbruger køber en vare i webshoppen. Det er derfor meget vigtigt, at virksomheden i sine online salgs- og leveringsbetingelser udtrykkeligt tager stilling til, hvordan denne situation skal reguleres.
Ovenstående er alene en lille del af de forskellige områder en virksomhed bør tage i betragtning, når online salgs- og leveringsbetingelser skal udarbejdes eller opdateres. Vi ser rigtig mange virksomheder, der desværre ikke er opmærksomme på dette forhold, hvilket kan give anledning til bl.a. sager ved klagenævn eller langstrakte reklamationsforløb og lavere kundetilfredshed, herunder på forbruger rating-sider som f.eks. Trustpilot.
DreistStorgaard Advokater assisterer gerne med opgaven
DreistStorgaard Advokater rådgiver både om forbruger- og markedsføringsret bl.a. i forhold til virksomheders online salgs- og leveringsbetingelser. Du er altid velkommen til at kontakte os for en gennemgang af virksomhedens online salgs- og leveringsbetingelser, eller ved behov for udarbejdelse af nye betingelser enten til fysiske eller online salg af varer og/eller tjenesteydelser. Kontakt os på kontakt@dslaw.dk eller 5663 4466.