DreistStorgaard sætter strøm til arbejdet på M&A området og rådgiver i forbindelse med kapitalfondstransaktion

26. januar 2023

DreistStorgaard har rådgivet ejerne af en gruppe af elinstallatører på Sjælland, herunder A/S Aage Langkjær med hjemsted i Skælskør, i forbindelse med salget til den norske kapitalfond Credo Partners, der samtidig blandt andet også køber El & Teknik i Næstved og El-Comp i Vordingborg.

Credo Partners har for nylig solgt den norske virksomhed Konstel, der med 20 opkøb af lokale el-installatører på 3½ år voksede fra NOK 400 til NOK 1,5 mia. i omsætning, og forsøger nu at gentage succesen i Danmark.

DreistStorgaard har rådgivet ejerne af A/S Aage Langkjær og andre sælgere vedrørende alle aspekter af transaktionen, herunder forberedelse af salget, gennemførelse af due diligence, intern strukturering forud for salget, ansættelsesretlige forhold samt forhandling af transaktionsdokumenter. DreistStorgaard har indenfor nogle områder også haft en koordinerende rolle for alle sælgerne i transaktionen, herunder i relation til den geninvestering som ejerne foretager.

Hovedaktionæren i Aage Langkjær, Lars Juhler Kristensen, der fortsætter i rollen som daglige leder af virksomheden siger: ”Det er en spændende vej vi begiver os ind på sammen med Credo Partners og de andre sælgere. Det bliver spændende at udvikle noget sammen. Vi har hele vejen igennem haft rigtig god hjælp fra teamet hos DreistStorgaard, der med en ”sikker hånd” har hjulpet os med at navigere i transaktionsdokumenterne og få alt på plads. Man har kunnet regne med, at der var styr på tingene”. 

Klientpartner hos DreistStorgaard er Søren Storgaard og teamet, der har arbejdet med sagen, tæller derudover partner Nikolaj Juhl Hansen samt Janne Brustad, Katja Skovlund Jensen, Pia Petersen og Helle Hindborg. Søren Storgaard siger: ”Super-spændende sag at arbejde med. Jeg tror virkelig, at der er et godt rationale i de tanker som Credo Partners har, og det bliver spændende at følge vores klienter på den nye rejse. Tak til mit team, der har ydet en fremragende indsats, også selvom det nogle gange har været ud på de små timer.”

DreistStorgaards M&A team har i øjeblikket travlt med transaktioner i SMV segmentet, og transaktionen er den tredje større i 2023 for teamet. Læs mere her.

Nikolaj Juhl Hansen, der tiltrådte som ny partner hos DreistStorgaard den 1. november 2022, siger: ”Vi har forrygende travlt i øjeblikket og mærker ikke nogen form for afmatning i vores M&A segment. Vi agerer for en række danske virksomheder, der er i gang med processer med udenlandske købere, så aktivitetsniveauet er højt. Det er virkelig et fantastisk team, der er på plads hos DreistStorgaard og jeg nyder virkelig samarbejdet med alle de nye kollegaer. Der er flere transaktionsnyheder i pipelinen, så 2023 tegner til at blive et spændende, omend travlt, år.

El & Teknik blev rådgivet af Thomas Colstrup fra Advodan i Næstved og Christian Schlüter-Wraa fra Penta Advokater rådgav El-Comp. DreistStorgaard takker alle for et godt og smidigt samarbejde.

Du kan læse Credo Partners offentliggørelse af transaktionen her.