Ny ferielov vedtaget

Et flertal i Folketinget har den 25. januar 2018 vedtaget en ny ferielov, som tager udgangspunkt i de anbefalinger, som regeringen i august 2017 modtog fra et udvalg bestående af arbejdsmarkedets parter. Den nye ferielov tilgodeser således både lønmodtagere og arbejdsgivere.

Formålet med at ændre ferieloven har været at bringe den danske ferielov i overensstemmelse med EU-retten ved at overgå fra vores hidtidige system med forskudt optjening og afvikling af ferie til det, der kaldes samtidighedsferie, hvor lønmodtagerne fremover optjener og afvikler deres ferie på samme tid.

Det betyder blandt andet, at nyansatte i fremtiden kan holde betalt ferie allerede fra det første år af deres ansættelse i takt med, at feriedagene (2,08 dag pr. måned) bliver opsparet, dvs. at man som nyansat allerede efter den første måned har to feriedage på kontoen.

Den nye ferielov træder i kraft den 1. september 2020, men fra den 1. september 2019 indføres en ”overgangsordning”, som skal sikre, at den ny ferielov implementeres så smidigt som muligt.

Overgangsordning

Overgangsordningen indebærer, at al ferie som medarbejderen optjener fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 (efter den nuværende ordning) indefryses. Til dette formål bliver der oprettet en særlig fond, nemlig ”Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Ferie-midler”. Arbejdsgiveren har en pligt til at opgøre medarbejderens feriemidler fra overgangsperioden og indberette dem til fonden. Arbejdsgiveren kan enten beholde de indefrosne midler med pligt til at forrente dem,, eller arbejdsgiveren kan vælge at beholde midlerne, indtil der skal ske pligtmæssig udbetaling, når medarbejderen forlader arbejdsmarkedet/går på pension.

Nyheder i ferieloven:

Selve afholdelsen af hovedferien skal fortsat varsles tre måneder før afholdelsen og anden ferie skal varsles 1 måned før afholdelse. Det vil som hidtil være muligt at aftale afholdelse af ferie med medarbejderen på frivillig basis. Det nye bliver, at det ikke længere er muligt at fravige reglerne om varslingsperioder for afholdelse af ferie direkte i ansættelseskontrakten, fordi det fremover kan ske efter aftale med medarbejderen, når ønsket om varsling af ferie med et mindre varsel opstår. Selve lovens varslingsregler forbliver uændret.

Derudover bliver der mulighed for, at medarbejderen ved aftale med arbejdsgiveren kan holde betalt ferie på forskud, hvis f.eks. medarbejderen ikke har optjent tilstrækkelig betalt ferie i forhold til den ønskede ferielængde. Arbejdsgiver kan dog ved medarbejderens fratræden modregne værdien af den forudbetalte ferie i udbetalinger til medarbejderen.

Det betyder, at en række virksomheder skal have kigget på deres ansættelseskontrakter, personalehåndbøger mv. I forhold til direktørkontrakter skal virksomhederne tage stilling til, om disse skal omfattes af den ny ferielov og dermed overgangsordningen. Endelig vil virksomhederne skulle forberede sig på, hvordan de skal administrere og hensætte tilgodehavende feriemidler.

Hos DreistStorgaard Advokater har vi specialister, som sidder klar til at hjælpe virksomhederne med disse udfordringer og føre jer sikkert gennem overgangsordningen. I foråret 2018 vil vores kommende gå hjem-møde om den ny ferielov bliver annonceret. Men har I allerede nu behov for at få en snak om emnet, så kontakt en af vores advokater for yderligere rådgivning.