Erstatning for knæskader ved løb

En ny Højesteretsdom siger, at en løbeknæskade giver ret til erstatning fra ulykkesforsikring.

Sagen kort

Højesteret har den 5. september 2017 afsagt en længe ventet dom, som forventes at få store konsekvenser for udbetaling af erstatning efter ulykkesforsikring.

I 2013 drog en nordjysk kvinde ud på en motionsløbetur under en ferie i Italien. Efter 10 minutter oplevede kvinden stærke smerter i sit højre knæ. Det viste sig efterfølgende at være en skade i kvindens menisk, som var opstået under løbet, idet hendes knæ havde ramt underlaget.

Kvinden anmeldte skaden til sin ulykkesforsikring, Codan, som nægtede at udbetale hende erstatning under henvisning til, at der ikke var tale om en skade opstået ved en ulykke, men derimod en dagligdagshændelse.

Kvinden klagede over Codans afgørelse til Ankenævnet for Forsikring, som dog ikke gav hende medhold i klagen, hvorfor kvinden anlagde sag ved domstolene.

Sagen ved domstolene

Ved Østre Landsret fik Codan ligeledes medhold i, at de ikke var forpligtede til at udbetale kvinden erstatning.

Højesteret har nu netop ved dissens (4-1) afgjort, at forsikringsselskabet er forpligtet til at udbetale kvinden erstatning på kr. 260.000 for det varige mén, som kvinden har pådraget sig ved meniskskaden.

I dommen har Højesterets flertal udtalt, at et ulykkestilfælde ikke er betinget af, at årsagen til ulykken er en udefrakommende påvirkning eller ydre omstændighed, ligesom det heller ikke er betinget af, at der er opstået noget usædvanligt, uventet eller tilfældigt i forbindelse med skadens indtræden. Dog er det en betingelse, at hændelsen, som har ført til skaden, er sket ”pludselig”.

Dagligdagsbevægelser – såsom at bukke sig ned, rejse sig op, gå mv. – er ikke dækningsberettigede, hvorimod sportsaktiviteter, herunder motionsløb, er dækningsberettigede.

 

Højesterets dom kan i sin helhed læses her:

Højesterets dom

Østre Landsret dom kan i sin helhed læses her:

Østre Landsrets dom

 

Dommens betydning

Med dommen er der åbnet op for, at private forsikringstagere kan få dækket skader opstået ved almindeligt motionsløb.

Hvis du eller nogen du kender har fået en skade ved motionsløb eller lignende, er du meget velkommen til at kontakte DreistStorgaard. Vi står klar til at hjælpe dig med at undersøge muligheden for, at du kan få udbetalt erstatning for din skade.