Ansættelsesretlige lovændringer

Skærpede krav til ansættelsesklausuler fra         den 1. januar 2016

Det er essentielt for en virksomhed at beskytte sin viden, når en medarbejder fratræder, hvorfor der ofte indgås kunde-, konkurrence- eller jobklausuler. Den nye ansættelsesklausullov træder i kraft fra den 1. januar 2016 og kommer til at gælde for alle lønmodtagere – og dermed ikke kun funktionærer, som de nuværende regler er møntet på. Loven medfører restriktioner i brugen af ansættelsesklausuler, som skal sikre høj mobilitet og videndeling på arbejdsmarkedet.

 

Den nye ansættelsesklausullov får virkning for aftaler om ansættelsesklausuler (job-, konkurrence-, kunde og kombinationsklausuler), der indgås mellem virksomheden og lønmodtageren. Loven ophæver jobklausulloven, funktionærlovens §§ 18 og 18a og aftalelovens § 38 og træder allerede i kraft fra den 1. januar 2016.

 

Læs her om de væsentlige ændringer, som den nye ansættelsesklausullov medfører.

Jobklausuler

Når det handler om jobklausuler kan der være tale om: 1) To eller flere virksomheder der indgår aftale om ikke at ansætte hinandens medarbejdere (virksomhedsklausul) eller 2)En virksomhed der indgår aftale med en medarbejder om, at denne ikke må tage kolleger med sig, når vedkommende starter egen virksomhed op eller tager ansættelse i en anden virksomhed (medarbejderklausul).

 

De nye regler bevirker at:

  • Jobklausuler ikke længere lovligt kan indgås efter 1. januar 2016. Det vil dog under visse betingelser fortsat være muligt at indgå jobklausuler i forbindelse med virksomhedsoverdragelser.
  • Eksisterende jobklausuler indgået før den 1. januar 2016 kan opretholdes indtil den 1. januar 2021, hvorefter de bliver ugyldige.

 

Konkurrenceklausuler

En konkurrenceklausul er en aftale mellem en medarbejder og en arbejdsgiver om, at medarbejderen i en periode efter sin fratræden ikke må opstarte eller tage ansættelse i en konkurrerende virksomhed.

 

De nye regler bevirker, at konkurrenceklausuler, efter den 1. januar 2016, alene kan indgås med lønmodtageren, når:

  • Lønmodtageren indtager en særlig betroet stilling, har været uafbrudt ansat i virksomheden i 6 måneder eller lønmodtageren modtager kompensation for den periode, hvor klausulen er gældende (der kan være krav på kompensation på helt op til 60% af lønnen)
  • Lønmodtageren modtager skriftlig oplysning om, hvilke forhold der gør en konkurrenceklausul påkrævet
  • Lønmodtageren må ikke være forpligtet af klausulen i mere end 12 måneder fra fratrædelsestidspunktet, dog kun 6 måneder ved en kombinationsklausul (kombination af en konkurrence- og kundeklausul).
  • Klausuler indgået før den 1. januar 2016 kan opretholdes og reguleres af de gamle regler.

 

Kundeklausuler

En kundeklausul er en aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren om, at medarbejderen i en periode efter sin fratræden ikke må være i kontakt med arbejdsgiverens kunder og andre forretningsforbindelser.

 

De nye regler bevirker, at kundeklausuler indgået efter 1. januar 2016 alene kan indgås med lønmodtagere, når:

  • Lønmodtageren har været uafbrudt ansat i virksomheden i 6 måneder eller lønmodtageren modtager kompensation for den periode, hvor klausulen er gældende (der kan være krav på helt op til 60% af lønnen).
  • Klausuler indgået før den 1. januar 2016 kan opretholdes og reguleres af de gamle regler
  • Lønmodtageren ikke bliver forpligtet af klausulen i mere end 12 måneder fra fratrædelsestidspunktet, dog kun 6 måneder ved en kombinationsklausul (kombination af en konkurrence- og kundeklausul).
  • Aftalen alene gyldig angår kunder, som lønmodtageren har været i forretningsmæssig forbindelse med inden for de seneste 12 måneder, og arbejdsgiver skal ved opsigelsen eller afskedigelsen udlevere en liste over disse kunder

 

Bestemmelser i kollektive overenskomster, der er indgået før den 1. januar 2016, vil fortsat være gyldige indtil det tidspunkt, hvor overenskomsten kan opsiges til ophør.

 

DreistStorgaard anbefaler, at alle virksomheder får gennemgået deres ansættelseskontrakter hos en advokat for at sikre, at såvel eksisterende som nye ansættelseskontrakter overholder gældende ansættelsesretlig lovgivning.